|
 Et stykke papir, jeg åbner det op også ser jeg et telefon nummer jeg bliver helt varm indeni og tænker ej hvor er jeg bare heldig han har givet sit nummer til mig! Heldigvis havde jeg min mobil med og den virkede godt i Canada.
Jeg lægger papiret tilbage i tasken også drømmer om ham indtil vi kommer over til min sithi. Min sithi står udenfor deres store hus. Da jeg stod af løb jeg over til min sithi gav hende et kys på kinden også spurgte hvor min lille fætter var, hun sagde at han var sammen med Keerthan inde i huset. Jeg vidste ikke hvem Keerthan var men var også ret ligeglad med hvem det var. Jeg gik tilbage til bilen også tog en af taskerne og Anusha fulgte bare efter mig. Anusha åbner døren for mig da min taske er den tungeste hehe. Måske var jeg ret doven men okay? Jeg træder ind i huset og jeg ser masser af travle mennesker. Min aatha som snakker i telefon, min kusine som løber frem og tilbage også min padhi som passer på den lille!
|
|
 Det var en kold vinter aften hvor min søster Anusha kom løbende over til mig, jeg var ved at læse en spændende bog om kærligheden. Jeg har aldrig følt kærligheden for det modsatte køn, men det har heller aldrig interesseret mig. Jeg har altid passet mine studier det samme har min søster så vidt jeg ved. Min søster på 18 og jeg 16. Vi har altid været rigtig tætte altid fortalt hinanden alt. Vi har ingen hemmeligheder. Selvom jeg er yngre end Anusha har jeg været lidt mere moden end hende. Anusha prikker til mig og lyder ret glad hun fortæller mig at vores Vani sithi har fået endnu end søn! Det vil sige vi har fået en ny fætter, hun fortæller mig så at hun har snakket med vores forældre om at tage til Canada for det er der vores Sithi bor. Vores forældre kan desværre ikke få fri, så mig og Anusha skal derover FEDT! For vi har aldrig været derover så vi er spændte. Efter et par uger for vi afvide at vores fætter kommer og henter os sammen med sithappa.
|
|
Del3 Jeg kan slet ikke gøre noget og føler mig magtesløs. Han flår skjorten af mig og tager fat i min nederdel. ”Nej, lad mig være!”, råber jeg. ”Lad mig være!”. ”Mor, mor…. Hjælp mig. Help, help!”. Jeg råber alt hvad jeg kan. Jeg sparker ham og prøver at vride mig løs, men det er umuligt. Han er for stærk, selvom jeg kan mærke hans hårde greb om mig, ved jeg at det kun bliver værre, hvis jeg ikke gør modstand. Tårerne triller ned ad mine kinder og jeg skriger og slår løs på ham i desperation. |
| Klik for at læse tidligere afsnit | Del 1 | Del 2 Da jeg kommer ud, mærker jeg med det samme en tyk, trang, varm, tung luft, som slår mit runde ansigt. Jeg står i Colombo lufthavn med min familie og kan mærke en masse soldaters øjne der følger mig. Jeg føler mig så ubehageligt, at det ikke kan rystes af, selvom jeg går væk fra det område. Inden vi kan komme ud bliver vi tjekket for at være sikker på, at vi ikke har ulovlige ting på os. Far fortalte mig at de var blevet skrappere med sikkerheden efter tigrene bombede Colombo lufthavnen trods deres gode sikkerhed i 2001. Da det bliver min tur bliver kvinden underligt nok udskiftet med en mandlig soldat. Min far går i panik og holder hårdt om mig. Jeg kan se fars ansigtsudtryk ændre sig. Han bliver bange og vred. Jeg bliver kaldt og far bliver nødt til at give slip på mig. Jeg bliver ikke tjekket på den samme måde, som alle andre. Soldaten rører mig på en underlig måde. Jeg får det dårligt da jeg kan mærke hans ånd ramme mit ansigt. Han kommer meget tæt på mig og rører mine arm og kører længere ned langs siden. Pludselig stopper han, da min far begynder at råbe udenfor. ”Stop,stop!”. |
Den 6. maj 2020: Tv 2 News kører inde i stuen. Formanden for FN beklager dybt den humanitære katastrofe og civile massakre der fandt sted i Sri Lanka i 2009. Alle kan blive enige om at de forfærdelige hændelser der fandt sted er uacceptabelt og krænkende mod en hver menneskeret. På tamilernes mindedag vil jeg, formanden for FN, love at de internationale konventioner er blevet ændret således at en tilsvarende begivenhed aldrig finder sted igen. Selvfølgelig kan disse ændringer i konventionerne ikke bringe de døde tilbage…….
Jeg står i badeværelset og lukker mine ører. Jeg vil ikke høre mere. Jeg møder mit eget blik i badeværelse spejlet. Blikket er koldt. Blikket er hårdt. Blikket er dødt. Blikket er anklagende - Hvem er du? Hvor var du henne da alt skete?.....
|
|
Denne historie bliver dedikeret til Amuthab-Anna som i dag er martyr. Han var en frihedskæmper med ære, og selv om han ikke længere er på denne klode vil han altid være i vores hjerter og minder.
Del 1 Det dunker i mit hoved, en følelse af nogen hammer et søm i hovedet på mig. Jeg kan knap nok sove og det er ikke pga. af feber, men af den forrige nats vilde fest. Det var kun to shots og et par øl, men det føles alligevel som om, jeg fik drukket en hel ton. ”Shanthi, Shanthi…” bliver der råbt fra den anden ende af huset. Stemmen bliver højere og højere. Det er mor, og hun er temmelig sur. |
|
| Klik for at læse tidligere afsnit | Del 1 | |
|
Da døren bliver åbnet, kommer Kirthi til syne. Hun kigger på mig og smiler, og spørger hvad jeg laver her og om jeg ikke skal være sammen med mine og hendes forældre. Jeg svar med det samme, at jeg kom for at give noget mad, da hun ikke kunne komme over til os da hun var syg. Vi stod der ved døren og snakked i 2 min. da jeg spurgte hende om jeg ikke måtte komme ind siden hun stod og snakked med mig ved døren. Hun grinte ”Joo self, hold kæft, hvor er jeg bar dum, at jeg lader dig stå her udenfor!”. Da vi smutter ind beder hun mig om at sætte i sofaen. Mens hun er på vej ud i køkkenet spørger hun mig, om jeg vil have noget at drikke. ”det vil jeg gerne, bar the det er fint nok”. ”oka” svar hun mens hun smutter ud af døren ind til køkkenet. Jeg sidder og kigger rundt i stuen nysgerigt, selvom jeg har været der efterhånden mange gange.
|
 I felt the cold breeze passing me, in to the dark and gruesome forest. An unsympathetic feeling overwhelmed me. It was night, and an owl’s hooting filled the air, and made my lips tremble, or should I say my whole body. It started to rain again. Large drops, almost like hailstones, spattered heavily as pellets on the frozen ground. I lay down. Looked up at the heaven, through the dropping sky. An hour went, and another followed. The rain stopped. The time was clicking away, the day was dying and the sky turned dark.
|
|
3 del af historien .. tak for jeres opbakning .. og ik mindst jeres dejlig kommentar .. Knus Anbe
|
|
|
|
|
<< Første < Forrige 1 2 3 4 5 Næste > Sidste >>
|
|
Side 1 ud af 5 |
